Ret varm

Projekt varm sweater som jeg søsatte i vinterferien er nu færdig. Det er ikke sæson til så tyk, blød og varm sweater. Men fin er den da blevet. Og kolde dage/aftener skal nok komme tilbage…..

Opskriften er fra hæftet Maskerader nr. 35 fra Du Store Alpakka

Garn: Alpakka tweed (grundfarve) og Fairytale (mønster) – begge fra Du Store Alpakka

Pinde nr. 5

Ændringer i forhold til opskrift: Ingen. Jeg har overholdt alt til punkt og prikke (for en gangs skyld).

Den er strikket nede fra og op. Jeg var lidt spændt på om kanterne ville rulle, da de er strikket i glatstrik. Men efter udspænding med nåle ser det fint ud.

Vask og spænd!

Nu er den blå Ubalance sat til salg i butikken og jeg er næsten klar med den rosa. Den er tør og klar til at blive fotograferet. Her er et par billeder af processen før, under og efter udspænding. Tydeligt at se, hvad denne del af arbejdet betyder for det færdige resultat!

IMG_1228_1
Før vask og udspænding
Spændt!
Spændt!
Færdigt arbejde
Færdigt arbejde – uden kant, der ruller!

Jeg vasker normalt mit strik i vaskemaskinen på uldprogram og med uldvaskemiddel. Jeg bruger Remas flydende Uld- og finvask. Den er både billig og uden parfume. Her i huset bryder vi os ikke om parfumeret tøj. Men gerne en duft af uld:-)

Tørklædet er spændt ud på en gammel yogamåtte. Folk bruger vist lidt forskelligt: håndklæder, skum-legemåtter (dem, der ligner et puslespil) og man kan vist også købe nogle “rigtige” i strikbutikker. Yogamåtte fungerer dog perfekt. Jeg kan godt lidt at jeg kan sætte nåle i, så der er fuld kontrol over sagen. Når jeg strikker trøjer mm. gør jeg det samme. Her forsøger jeg at spænde det ud til mine og/eller opskriftens mål.

Blå Ubalance

Jeg sidder og skriver opskrift på det tørklæde, der måske kommer til at hedde Ubalance, eller måske Ulige. Jeg har tænkt på min søster Julie, mens jeg har strikket og skrevet. Hun har spurgt om jeg ikke kunne lave noget, der ikke var alt for svært, så hun også kan være med. Denne opskrift tror jeg er lige til at gå til: Ret, vrang, ind- og udtagninger. Hun ønsker sig et kit, når jeg er klar med opskriften. Så kan hun få lov at være teststrikker.

IMG_1141

Billedet giver kun et smugkig på den første: Blå Ubalance. Den næste bliver nok rosa og brun. Jeg tænker at der også skal være en med grå og orange (Greymouse’ logo-farver) – og en med rødt.. og en med…….

Jeg regner med at der skal være mindst fire farvekombinationer til salg som kits (garn+opskrift) i butikken. Der går nok mindst et par uger mere før det hele er klar.

Påsken udnyttes fuldt ud

Jeg er i gang med at lave eget design og egen opskrift. Alle ledige timer i påsken er blevet brugt på at overveje, notere,og strikke prøveklud. Prøvekluden er den gule/blå/hvide. Forskellig udtagninger, indtagninger og kantmasker er blevet afprøvet og nu er jeg gået i gang med at strikke ud fra mine valg. Samtidig skriver jeg noter til opskriften.   Det bliver til et tørklæde i lækkert blødt alpaca garn. Strikkekits med opskrift og garn i forskellige farvekombi skulle gerne lande i butikken i løbet af foråret. Glæder mig🍀

Mange bolde i luften

Jeg strikker videre – som de sidste 40 år – men samtidig arbejder jeg også med at få min butik løbet i gang. Der er mange krøller på den del. Lige nu arbejder jeg mest med markedsføring, samtidig med at jeg sender en enkelt vare af sted i ny og næ. Det skulle gerne blive til mange flere. Jeg arbejder med at sprede det glade budskab via bl.a. facebook. Og så har jeg fået visitkort. De kom i fredags og blev da meget gode 🙂

Det er svært at vælge mellem alle de gode muligheder for at holde sig beskæftiget på sådan en dejlig forårssøndag. Så det bliver til lidt af det hele: Skitser til nyt tørklædedesign i morges, håndarbejdsmessen I tråd med tiden i formiddags, strik i solskin over middag, og herefter lidt rengøring, fotografering af varer, pakke vare til kunde, og nu bloggen, web-butikken og facebook. Jeg keder mig ikke – dejligt.

Her er lige et billede fra dagens “photo shoot”. Der kommer et indlæg på facebook senere om de gode strikkepinde fra HiyaHiya…….

IMG_1037

 

 

 

Meeeget blød👍🏻

  
Det er lige før at jeg tror at en ny yndlingssweater er ved at tage form. Garnet er i luksusklassen: Alpakka tweed fra Du Store Alpakka. Det er meget blødt og glider bare på pindene. Kanten ruller lidt men jeg tror på at det bliver fint efter vask og udspænding. 

Garn: Alpakka tweed og kontraster i Fairytale – begge fra Du Store Alpakka

Opskrift: 35-10 fra Du Store Alpakkas strikkehæfte “Maskerader nr. 35”

Pinde: 5 mm

Justeringer: For en gangs skyld følger jeg opskriften til punkt og prikke

Greymouse – nu også med butik

Jeg har længe drømt om at lave min egen butik med garn, garnkurve, strikkepinde, opskrifter osv. Nu har jeg taget skridtet fra tanke til handling og fra drøm til virkelighed.

Min butik er en webshop og ligger her: www.greymouse.dk. Sådan her ser forsiden ud – og den åbner i dag!!!Hjemmeside billede

Jeg har arbejdet på at blive klar i nogle måneder. Der har været mange ting at beslutte og lære. Nævner i flæng: firmanavn, hjemmesideudbyder, aftale om betalingskort, butikkens udseende, moms, CVR, fotografering, valg af varer, logo, bogføring osv. osv.

Men nu er jeg i gang. Der vil løbende kommende nye varer, egne opskrifter og flere typer garn og kurve. Jeg skal bare lige vælge det helt rigtige:-)

Det har været en rigtig spændende proces indtil nu. Jeg har fået stor hjælp af min mand, Morten, til især hjemmesideopbygning og alt hvad dertil hører. Det er rigtig hyggeligt med et fælles projekt. Jeg har også været på Odense Kommunes iværksætterkursus, Iværksætterhjulet. Det kan helt klart anbefales, hvis man går med drømme om egen virksomhed. Det holdes vist i mange kommuner.

Ny strikketøj og nyt værktøj….

Så er jeg ved at pakke til skiferien. Og ingen ferie uden strikketøj! Garn, mønster og nye super-strikkepinde er klar.

   
Garn og opskrift er fra Du Store Alpakka. Meget lækkert luksusgarn!

Strikkepindesæt er fra HiyaHiya. Jeg er spændt på at teste dem. De er lavet i ekstra forstærket bambus og har kugleled ved wiren, således at den ikke snor under strikningen. Jeg har et Knit Pro sæt, men jeg kæmper med at især de tynde pinde løsner sig fra wiren under arbejdet. Så der skal spændes efter igen og igen. Første lille test af disse HiyaHiya pinde var lovende, så nu går jeg “all in”.  Anmeldelse følger…..

God vinterferie derude. 

Arvingen – og ÆV

HMMM – helt godt gik det ikke!

IMG_0879

Nu er Arvingen færdig, og jeg var godt tilfreds lige indtil at den blev lagt til tørre og dagslyset faldt ind. Garnudsalg er kommet til at sende mig garn i to forskellige indfarvninger. Super ærgerligt. Desværre kan man ikke selv tjekke dette, da garnet fra dem er uden banderoler. Jeg havde købt en “cone” på 500 g. og 300 g. der var vundet op. De skal vist have en lille mail fra mig.

Bortset fra denne dumme fejl er den blevet god. Jeg tænker dog på om jeg skal kaste mig ud i at lave en mønsterbort i maskesting hen over farve-fejlen. Men det kan også komme til at se forkert ud. Heldigvis ligger fejlen jævnt hen over brystet. Det kunne også bare have været det ene ærme eller…

Garn: En tråd Blackhill Italiensk Tweed (i to nuancer af farven: Havregrød) samt en tråd Blackhill Kid Mohair Silk (farve: Kit)

Pinde: 7 mm

Ændring ifht. opskrift: Jeg har valgt at lave en rullekrave

MyBoshi og mandelgave

Så er endnu en hue færdig. Denne gang til mig, hvis jeg ellers kan forlige mig med at gå med hue. På skiferien skal den dog nok komme i brug til at dække over skihjelmhåret.   Min boshi fik ikke mange farver. Måske skal jeg liiige lave en til.

Og så blev jeg færdig med mandelgaven fra familiejulefrokosten 2. juledag. Johannes 10 år vandt gavekortet på et par striksokker i yndlingsfarver. Farverne skulle være Chelsea FCs farver og så syntes jeg der burde lidt tekst på.

img_0722

10 år og størrelse 42. Kunne have været nemmere (Juliane 1 år) eller værre (Albert 16 år og str. 46 – mindst).

Sokkerne er strikket med magic loop teknikken. Det fortrød jeg. De fire tråde filtrer ind i hinanden. Magic loop er bedre til en tråd på hver.